Debat: Dejligt med livlig debat om pengeskabelse

FOTO AF  MAHLUM

FOTO AF MAHLUM

af Rasmus Hougaard Nielsen
Link til artiklen i Børsen (tryk her)

Der er ikke noget som at starte et nyt år med at møde heftig kritik fra sine fagfæller. Så kan man mærke, at man lever, og at det bliver et godt år.
For mit vedkommende skete det i forbindelse med et interview, som jeg gav til Berlingske Business før jul, hvilket førte til kommentaren "Sikke en masse snik-snak om pengeskabelse" af Nicolai Foss her i Børsen. 4. januar.
Vi springer over de indledende strækøvelser, hvor Foss angriber min økonomfaglige baggrund, og springer direkte til det egentlige indhold; hans kritik af den pengereform, som vi i Gode Penge arbejder for: En pengereform, som vil åbne op for, at både virksomheder og individer får direkte adgang til at have deres penge i Nationalbanken.

Konkrete misforståelser

Foss kommer med en række påstande, hvoraf jeg udleder fire konkrete kritikpunkter: 1. At Gode Penge vil nationalisere hele pengevæsenet, 2. At vi foreslår, at politikere og embedsmænd skal stå for kreditvurderinger, 3. At vi mener, det er problematisk, at politikerne ikke direkte kan kontrollere samfundets pengemængde, og 4. At vi er idealistiske socialister.
De første to kritikpunkter beror på konkrete misforståelser.
Gode Penge ønsker ikke at nationalisere pengevæsenet, blot føre pengeproduktionen tilbage til Nationalbanken.
Ganske ligesom den blev ift. kontanterne i 1818.
Heller ikke dengang betød det, at alle banker blev nationaliseret.
De levede selvfølgelig videre og kunne fortsat finansiere private initiativer.
Ift. hvorvidt vi mener, at embedsmænd og politikere i fremtiden skal stå for kreditvurderinger, er det på ingen måder dét, vi foreslår.
Det, vi foreslår, er, at det skal være muligt for almindelige borgere at have deres nemkonto direkte hos Nationalbanken.
Dermed kan Nationalbanken igen udstede de mest likvide betalingsmidler i økonomien, samtidig med at det vil blive muligt at fjerne en masse konkurrenceforvridende bankregulering som f.eks. indskydergarantien og likviditetskravet.
Kreditrisiko og tillid bliver herved igen et privat anliggende, frem for at vi, som det er i dag, tvinges af staten til at have en nemkonto hos en privat bank.

Absurd og udemokratisk

Det finder vi både absurd og udemokratisk. Den almindelige kreditgivning skal fortsat finde sted i den private finansielle sektor.
Det skal blot ikke være muligt at øge mængden af penge (M1) i processen.
Ift. hvorvidt vi i Gode Penge mener, at vi nu skal have en stram kontrol med pengemængden, så forholder vi os ret pragmatisk.
Vi interesserer os ikke synderligt for selve mængden af penge, men derimod for ændringer i mængden af penge.
Altså, skabelsen af nye penge og den efterfølgende destruktion.
En ældgammel indsigt er, at hvis man øger pengemængden via finansiering af lån til allerede eksisterende aktiviteter, så stiger priserne, mens hvis pengemængden øges via lån og udgifter til infrastrukturprojekter og små og mellemstore virksomheder, kan pengeskabelsen føre til vækst og job.

Skal finansiere nye tiltag

Der mener vi, at det er essentielt, at vi først og fremmest sikrer, at pengeproduktionen går til at finansiere nye tiltag frem for at puste spekulative aktivbobler op.
Det anser vi som det sundeste i forhold til at sikre en stabil, langsigtet økonomisk udvikling. Ift. at jeg skulle være en idealistisk socialist, er jeg det ikke mere end David Ricardo og Milton Friedman, der begge ønskede at afskaffe uafhængige centralbanker og i stedet placere penge-produktionen direkte hos henholdsvis parlamentet og finansministeriet.
Så langt ønsker vi ikke at gå i Gode Penge.
Vi mener, at Nationalbanken kan forblive uafhængig, så længe den både er uafhængig af det politiske system såvel som den private finansielle sektor, hvilket måske i virkeligheden vil være den største forandring.