Back to All Events

PengeSnak: Værditeori, behovspsykologi og penge


  • Gode Penge 12 Fælledvej København, , 2200 Denmark (map)

En seminarrække hos Gode Penge, fire onsdage i begyndelsen af 2022
Med Ib Ravn og Jacob Rask

Tilmelding - senest 17. februar - nederst på siden

 Hvad har økonomisk værdi? De klassiske svar var guld, jord og arbejde. Den moderne (neoklassiske) økonomi fejede det af bordet og sagde: ”Subjektive præferencer! Det du selv har lyst til at købe!” Det værdifulde blev det, der kan købes for penge. Tænk på hvordan ejendomsmæglere (og økonomer) ikke kan blive enige med sig selv om, om boliger stiger i pris eller værdi. For er det ikke det samme?

I de sidste par hundrede år er pengeskabelsen blevet sat i system af bankerne, der har udvidet pengemængden til glæde for de velstillede. Med penge kan man øge efterspørgslen efter bestemte varer (p.t. fast ejendom, aktier, Bitcoin). Men betyder det, at disse ting er mere værdifulde for mennesker? Klimakrisen tyder på, at vores jagt efter penge og dyre ting er gået over gevind.

Hvad er virkeligt værdifuldt i tilværelsen? En planet, der kan rumme os alle, selvfølgelig, med en biosfære i balance, og en økonomi hvor ”Small is Beautiful”. Men hvoraf kommer et liv i trivsel og menneskelig opblomstring? Et psykologisk forskningsprogram ved navn selvbestemmelsesteorien påpeger, at mennesker har almene behov for samhørighed (fællesskab), kompetence (uddannelse, mesterskab) og autonomi (valgfrihed, autenticitet). Når disse behov dækkes, trives mennesker. Heri ligger kimen til en ny værditeori for økonomien, der således skifter fokus fra penge og materielle ressourcer til dækning af menneskers psykologiske behov.

Seminarerne består af oplæg efterfulgt af smågruppedrøftelse og udveksling i plenum, og de fire gange bliver:

1. Kritik af klassisk og neoklassisk værditeori: Arbejde, umættelige ønsker og behovet for et samfund i balance (Ib Ravn)

2. Buddhistisk økonomi: Schumachers “Small is Beautiful” og Thich Nhat Hanh (Jacob Rask)

3. Selvbestemmelsesteorien: En videnskabelig behovsforståelse og materialismekritik (Ib Ravn)

4. En fremtidig økonomi hinsides institutionaliseret grådighed, knaphed og planetudpining (Ib Ravn og Jacob Rask).

Afholdes på Wesselsgade 2, 2200 Kbh. N kl. 19-21
onsdagene 23. feb., 9. mar., 23. mar. og 6. apr. 2022

Tilmelding: https://forms.gle/Ta8u1Wfg5XmBFVbb6
Tilmeldingsfrist (til hele rækken): 17. februar
Samlet pris for hele seminarrækken:
Folk med fuldtidsjob: 400 kr
Alle andre: 200 kr
Tilmeldingsgebyret betales med mobilepay eller cash ved fremmøde første gang.

Earlier Event: January 26
Bank Job: Filmvisning
Later Event: March 2
Kan staten skabe penge?