HVAD ER PROJEKTET?

Et undervisnings- og formidlingsprojekt om penge, ejerskab, klima og global ulighed. Projektet undersøger, hvordan finansielle systemer påvirker klima, miljø og ejerskabsforhold i både det globale syd og Danmark. Gennem film, undervisning og workshops gør vi komplekse sammenhænge forståelige og handlingsnære.

PRODUKTER TIL UNDERVISNING

- Dokumentarfilmen “2-0 til de små”

- Materiale til foredraget “Hvem betaler” (ca. 25 min)

- Materiale til workshop “Hvem betaler” (ca. 90 min)

Eksempler på landekort og rådgiverkort

Kampen om jorden-kampagne

Hvem skal eje jorden? Vi dykker ned i finansialisering af den grønne omstilling og spørger, hvilke konsekvenser det har, når privat kapital ejer kritisk infrastruktur som jord og energikilder.

Finansialisering

Hvad er finansialisering?

Baggrund

I 1990’erne begyndte den australske kapitalforvalter Macquarie Group at lave infrastrukturfonde med formålet at samle investeringerne til infrastruktur og diversificere investeringerne i forskellige infrastrukturprojekter – dels fordi en investor sjældent kan købe infrastukturen selv og dels for at minimere risikoen gennem adspredelse af investeringerne. Særligt ved modellen var desuden at fondene tog høje gebyrer for bl.a. forvaltning af pengene og at de brugte høj gearing, hvilket vil sige at de gik ind i projekter med lidt egenkapital og store lån – på den måde kunne de sikre højere afkast, fordi de kunne købe sig større adgang.

Modellen spredte sig og infrastrukturfonde blev hurtigt den mest almindelige måde at investere i infrastruktur. Siden er der opstået en nyere model som er infrastruktur-gælds-fonde. Forskellen her er, at fonden ikke investerer penge i infrastrukturen men yder lån til den. Dette er især et produkt af finanskrisen, hvor banker blev underlagt strammere regulering, som har betydet at flere private långivere bød sig til. I den her model tjener investorerne penge på lånene med stabile afkast gennem renten, men i bund og grund er det stadig infrastrukturens drift, der tjenes penge på. Disse lån kan nu puljes og omdannes til nye finansielle produkter, som sælges videre til andre investorer. På den måde er der mange forskellige aktører, der kan handle finansielle produkter med hinanden på baggrund af infrastrukturen som underliggende aktiv, og som alle har en udelukkende økonomisk interesse i at profitere på infrastrukturen. 

Finansiel innovation har altså gjort det muligt at investere i infrastruktur på flere og mere komplekse måder, der alt sammen er med til at fjerne infrastrukturen fra dens oprindelige formål – at sikre f.eks. fødevarer eller energi til befolkninger – til at sikre afkast til et hav af finansielle aktører. Især sidder store kapitalforvatere i dag på store dele af verdens kritiske infrastruktur.

Landbruget

I Sydafrika forsøger Shell at gøre krav på Amadibaernes jord. I Danmark har finanssektoren allerede vundet kampen om jorden.  

Vi taler om landgrabbing, når store investorer opkøber jord i det globale syd på bekostning af lokalsamfund. Her i landet ser vi det som en naturlig markedsproces. Men når jord bliver et investeringsaktiv, har det konsekvenser begge steder – for liv, natur og fødevareproduktion.
01/05/26 – Marie Hedegaard og Andreas Juul

I Sydafrika kæmper Amadiba-folket for retten til deres land og natur. Aktivisten Nonhle Mbuthuma, som Information interviewede i efteråret, har været central i modstanden mod mineselskaber. I 2022 vandt hun sammen med organisationen Amadiba Crisis Committee en retssag over Shell, der fik afvist at måtte udføre sprængninger med henblik på olie- og gasudvinding i Sydafrikas kystlinje, fordi retten vurderede, at det kolliderede med Amadibaernes ret til jorden. En sejr, der hører til sjældenhederne, for historisk set er det lokale sydafrikanske folk blevet tvunget væk, naturen blevet udpint og deres rettigheder er blevet givet til kapitalejere. 

I Danmark foregår udviklingen mere stille. Men det gør den ikke mindre betydningsfuld. Også her foregår kampen om jorden mellem kapitalstærke aktører på den ene side og små landmænd og jordbrugere på den anden. En kamp, der fastholder landbruget i en produktion, der har ødelæggende konsekvenser for dyr, natur og drikkevand, og som kan ende med at koste danskernes demokratiske ret til medbestemmelse over jorden og muligheden for at føre det grønne folketingsvalg ud i virkeligheden. 

Dansk jord på få hænder
Selvom det danske landbrug kun udgør 3 pct. af Danmarks BNP, er det i stigende grad blevet en attraktiv investering for investorer. Med krav og lånebetingelser fra banker og realkreditinstitutter, er landmænd og jordbrugere i årtier blevet presset til enten at maksimere og udvide deres produktion – eller ligefrem sælge jorden – for at servicere deres gæld. 

Det har ført til en koncentration af jorden på færre hænder og skubbet jordpriserne i vejret, så det i dag kun er kapitalstærke aktører, der kan opkøbe bedrifterne. Mens antallet af landbrug tilbage i 60’erne var omkring 200.000, ligger tallet i dag på under 6.000.

Udviklingen er også hjulpet godt afsted af den politiske beslutning tilbage i 2010 om at ændre landbrugsloven for at gøre erhvervet mere “vækstorienteret og konkurrencedygtigt”, hvilket bl.a. indebar en ophævelse af bopælspligten og arealgrænsen. En proces som fortsatte i 2014, hvor Danmark indførte en af Europas mest liberale lovgivninger for udenlandsk ejerskab af landbrugsjord. Her blev de resterende barrierer i landbrugsloven i vid udstrækning fjernet, herunder loven om, at der til et landbrug skal være knyttet en landmand med bestemmende indflydelse.

Liberaliseringerne kom i kølvandet på finanskrisen, hvor almindelige borgere og danske landmænd fik sværere ved at få adgang til lån i bankerne. For mange blev det næsten umuligt at skaffe den nødvendige kapital til at opkøbe jord, og som resultat må landmændene i stigende grad forpagte jorden. I 2024 var omkring 42 % eller 40 % i 2019 af det danske landbrugsareal forpagtet. Samtidig har det åbnet markedet for kapitalfonde og andre store investorer, og i 2024 var 3 % af den danske landbrugsjord ejet af udenlandske kapitalfonde, et areal svarende til Bornholm og Møn, hvilket er en stigning på 28 % siden 2020.  

Sprøjtemiddel som garanti for kredit 

Kapitalfondenes voksende interesse for dansk landbrug er ikke begyndelsen på udviklingen, men dens foreløbige kulmination på en igangværende finansialisering af landbruget, hvor jorden i stigende grad betragtes som investeringsaktiv, og hvor ejerskabet over jorden forskydes og centreres hos få aktører. Det har forvandlet landbruget fra først og fremmest at være et middel til fødevareproduktion til at være et finansielt aktiv, der skal generere afkast.  

Her bliver effektivisering og intensiv udnyttelse af jorden det afgørende, og miljø- klimahensyn- underordnet. Værdien ligger ikke i, hvad jorden producerer, men i dens evne til at levere stabile afkast – understøttet af EU’s landbrugsstøtte, der belønner areal og produktion over økologisk bæredygtighed.  

For mange landmænd er sprøjtemidler og intensiv svineproduktion derfor heller ikke kun et spørgsmål om produktion, men også om kreditværdighed og økonomisk overlevelse i et erhverv, der systematisk favoriserer stordrift. Bankernes lånekrav og investorernes krav på afkast fastholder landmændene i en ubæredygtig produktion og gør det vanskeligt at omlægge til mere bæredygtige alternativer. 

Under den nuværende økonomiske struktur vil grønne reformer derfor også kun have begrænset effekt. Med den grønne trepart er der lagt op til at staten skal tilbagekøbe dele af landbruget, hvilket er positivt. Men så længe landbruget fortsat er underlagt en finansiel logik, risikerer produktionen på de tilbageværende bedrifter blot at blive yderligere intensiveret for at opretholde afkast.

Udviklingen i svinesektoren peger allerede i den retning, hvor Danish Crown forventer stigende produktion af grise i de kommende år. Det sker samtidig med, at vælgerne ved det seneste “svinevalg” signalerede et ønske om en grønnere kurs og en markant reduktion af belastningen på natur, klima og miljø.

På markedets eller demokratiets præmisser?
Så hvordan kan vi vriste landbruget fri fra finansielle logikker om afkast og vækst, der forpiner vores jord, dyr og drikkevand? 

Enten kan vi acceptere markedets logik og fortsætte den nuværende kurs, hvor statens primære rolle i den grønne omstilling bliver at beskytte investorernes profitter. Gennem en mere progressiv og grøn EU-støtte, subsidier og kompensation kan staten forsøge at fremme omstillingen ved fx at gøre økologiske og regenerative landbrug mere attraktive for investorer. 

Vi kan også nå til den erkendelse, at markedet ikke kan løse problemet. Markedet har ikke skabt grøn omstilling af landbruget, men tværtimod koncentreret jorden og magten over landbruget på færre hænder, alt imens naturen er blevet presset til bristepunktet. Når jord bliver et investeringsobjekt, er det profitmotiver og ikke menneske- og klimahensyn, der driver udviklingen. Og når staten igen og igen må intervenere med skatteborgernes penge gennem enten jordopkøb, som i den grønne trepart, eller gennem omfattende kompensationsordninger til jordejere og investorer for at gennemføre miljø- og klimaregulering, peger det på en grundlæggende strukturel spænding i systemet. Offentlige midler bruges ikke primært til at styre udviklingen fra starten, men til at korrigere og afbøde konsekvenserne af et marked, hvor jord og natur behandles som investeringsaktiver. Dermed bliver miljøregulering i høj grad en form for efterfølgende “reparation” af en forpint jord og en ulige fordeling af dens værdi.

Dette rejser et demokratisk spørgsmål: Skal jord først og fremmest fungere som et investeringsobjekt, der genererer afkast til kapitalejere, eller som et fælles grundlag for natur, fødevarer og lokalsamfund? Bør private aktører overhovedet kunne eje kritisk infrastruktur?

I Sydafrika vandt Amadiba-folket retten til jorden over Shell. Også i Danmark bør vi tage jorden tilbage som demokratisk anliggende frem for et finansielt aktiv – hvis vi ønsker en reel omstilling af landbruget.

Link til debatindlæg om landbruget i Naturmonitor:

Opdateres med grafik

Grøn vækst?

Opdateres med grafik

Frihandel

Link til klumme om EU-Mersocur-aftalen: https://us10.campaign-archive.com/?u=2d7cd22dd65dec2b987624f2f&id=1117cf2b94
Link til kapitel om frihandel i bogen “Sætter EU’s frihandel os fri?”: