+ Hvad er penge og pengeskabelse?

På trods af at penge i dag indgår i de fleste aspekter af vores liv, er det de færreste der fyldestgørende kan forklare, hvad penge er, hvor de kommer fra og hvordan de påvirker vores økonomi. Selv økonomer kommer ofte til kort, når emnet falder på penge.

Typisk definerer vi penge ud fra deres funktion som et praktisk byttemiddel. Den forklaring eksemplificeres ofte ved en simpel bytteøkonomi, hvor penge indførtes som et fælles accepteret middel til afregning af interne byttehandler for at lette handlen med varer og tjenesteydelser. Denne såkaldte varepenge-teori virker på mange måder intuitiv, fordi den falder i tråd med pengenes funktion i den måde, vi til daglig handler med hinanden. Ikke desto mindre er den på flere måder logisk inkonsistent og problematisk i forhold til at forklare, hvordan forskellige pengemidler historisk er fremkommet og har opnået værdi i samfundet.

Antropologer og historikere peger på, at det først og fremmest har været konger og staters magt, der har defineret, hvad der har været almindeligt betalingsmiddel. Det betalingsmiddel, som den centrale magt har accepteret, til afregning af skatter og gældsforhold er blevet det dominerende betalingsmiddel i en økonomi. Eksempelvis har guld førhen cirkuleret som penge, men da staten i dag ikke godkender guld til betaling af skat, fungerer det ikke længere som betalingsmiddel i den almindelige økonomi.

“Penge lånes ind i økonomien, og for hver krone,
der er i omløb, er der en tilsvarende mængde gæld”

Det dominerende betalingsmiddel i vores økonomi er i dag kontopenge: de penge, der står på vores konti. De er er skabt af private banker og ikke af staten eller nationalbanken. Private banker skaber kontopenge, som kreditter (altså gæld), der skal betales tilbage på et senere tidspunkt. Penge lånes ind i økonomien, og for hver krone der er i omløb er der en tilsvarende mængde gæld. Tilsvarende forsvinder pengene fra økonomien, når vi betaler vores gæld tilbage.

Den primære grund til, at bankernes kontopenge er det dominerende betalingsmiddel er, at staten udelukkende accepterer dem som betaling af skat. Derudover tvinger staten os til at have en nemkonto hos en bank, hvis vi modtager løn eller andre overførsler fra staten. Kontopenge er derudover de eneste penge, som vi kan bruge til at tilbagebetale vores gæld til bankerne med.

Penge er først og fremmest en konstruktion, vis værdi og troværdighed fastsættes ved lov og gennem politisk legitimering. Derfor er det helt centralt at sikre, at pengeskabelsen varetages med det fælles bedste for øje, og at profitten fra pengeskabelsen fordeles på hele befolkningen. Dette er desværre ikke tilfældet i dag.

Se pengeskabelsen forklaret her:

 
 

+ Hvordan skaber private banker penge?

De fleste har en idé om, at penge bliver skabt af Nationalbanken. Det er også rigtigt, at Nationalbanken trykker sedler og præger mønter. Men i dag udgør kontanter kun 5% af den samlede pengemængde. De resterende 95% af pengene er kontopenge: de elektroniske penge, der står på vores konti, som vi bruger med dankortet, netbank og mobilbetaling.

Så hvor kommer de elektroniske penge fra?

De bliver ikke skabt af Nationalbanken, men af private banker. For at forstå, hvordan private banker skaber penge, skal vi forstå, hvad der sker, når man låner i banken. Mange forestiller sig, at en bank er som en sparegris, hvor vi sætter penge ind, og så låner banken nogle af de penge ud. Men sådan er det ikke.

“Banker har ikke brug for en opsparing for at give et lån”

Banker skaber nye penge, når de skaber ny gæld. Når en bank giver et boliglån på 1 million kroner, skaber de den million ved at taste cifre ind på en computer. Kundens konto opskrives med 1 million kroner, som kunden kan bruge til f.eks. at købe et hus.

Banken har altså ikke brug for en opsparing for at give et lån. Banker vælger, om de vil udstede lån ud fra en kreditvurdering af låntageren; altså en vurdering af, om kunden kan betale pengene tilbage plus renter og renters rente - ikke hvorvidt banken har (andre kunders) opsparede penge liggende.

Men skal banken ikke ‘hive penge op af lommen’, når den skal overføre penge fra kundens konto til en anden konto?

Banker har reserver i Nationalbanken, som de bruger til at afregne med andre banker. Men de skal kun bruge et lille beløb for at klare den såkaldte ‘clearing’. Forestil dig, at Hans Hansen køber et hus til 1 million. Hans Hansen har konto i Danskernes Bank og Julie Jensen, som han køber huset af, har konto i Nordens Bank. I løbet af dagen sker der millioner af transaktioner mellem de to banker, så ved slutningen af dagen kan de to banker lade de fleste beløb gå op med hinanden. Det er således ‘småpenge’ bankerne behøver at have i reserve for at klare dagens ‘clearing’ med hinanden. Så længe alle banker løbende skaber nye penge ved at lave ny gæld glider systemet.

Du kan også læse mere om den historiske udvikling, der er gået forud for bankernes pengeskabelse i denne artikel af Ib Ravn, som er lektor ved DPU og bestyrelsesmedlem i Gode Penge. Hvis du vil dykke længere ned i bankernes clearing, kan du se selvsamme Ib Ravns foredrag om bankernes clearing.

+ Hvorfor er det et problem, at private banker skaber penge?

I Gode Penge mener vi, at privilegiet til at kunne skabe samfundets penge er alt for vigtigt til, at det kan overlades til private virksomheder med øje for kortsigtet profit frem for samfundets almene interesser. Det så vi under krisen i 2008, som i høj grad var resultat af at skabelsen af penge var overladt til private virksomheder.

Både den økonomiske krise i 2008 og den økonomiske historie som helhed har vist at det nuværende pengesystem med banker som skabere er penge er kronisk ustabilt. I gode tider skaber de private banker for mange penge til uproduktive formål som f.eks. boligspekulation. Dette skaber ikke bare eksplosivt stigende boligpriser, men også ekstremt meget gæld i takt med den stigende pengemængde. Således steg de private husholdninger og virksomheders gæld til bankerne fra ca. 1800 mia. kr. i 2001 til 3800 mia. kr. i 2009, en samlet stigning på 112 %. Vel at mærke i en periode, hvor indkomsterne – altså grundlaget for tilbagebetaling af gælden – kun steg med ca. 25 % og renteniveauet tilmed var voksende.  

“I gode tider skaber de private banker
for mange penge til uproduktive formål”

Boligprisstigninger har ikke blot gjort det ekstremt dyrt at komme ind på boligmarkedet, men har også betydet at danskerne er blevet et af verdens mest forgældede folkefærd. Danskernes gæld er i det store hele uændret siden finanskrisen. Ifølge OECD er de danske husholdninger de mest forgældede i verden næst efter Schweiz, langt mere gældsatte end fx de græske husholdninger.

95% af landets samlede pengemængde (målt efter pengemængdemålet M2) eksisterer som gæld til de private banker. Det betyder at 95% af pengene i vores økonomi er behæftet med en lånerente som skal betales til bankerne og til ejerne af nationens stats- og realkreditobligationer, der også primært ejes af banker.

Den danske befolkning betaler i gennemsnit ca.betalt 220 mia. kr. i renter og gebyrer til bankerne (Gennemnsnit i perioden 2001-2016. Danmarks Statistik: MPK47 og MPK39 samt egne beregninger). Dette svarer til over 10% af BNP om året og udgør en kæmpemæssig byrde på Danmarks realøkonomi.

“Danskerne betaler årligt ca. 220 mia. kr.
i renter og gebyrer til bankerne”

Når kriser bryder ud - som i 2008 - opstår der et nedadgående pres på pengemængden. Det sker fordi bankerne pludselig stopper med at skabe flere penge gennem deres udlån samtidig med at husholdninger og virksomheder i stigende grad vælger at nedbringe deres gæld frem for at forbruge og investere. Ligesom bankerne skaber penge, når de udsteder lån, destrueres penge også når gæld tilbagebetales. Når gæld tilbagebetales sker der altså en reduktion af pengemængden. Økonomien går i recession, staten må spare og landets borgere må holde for alt imens de tvinges til at finansiere bankpakker via deres skattebetaling.

#Vores nuværende giver os tilmed ikke umiddelbart nogen mulighed for at lette gældspresset på vores økonomi. At lette gældspresset vil kræve at vi får flere penge ind i vores økonomi, men disse penge kan kun komme fra yderligere gældssætning til bankerne. Vi har derfor brug for en alternativ måde at få nye penge ind i vores økonomi uden samtidig at øge den private sektors gældssætning.

+ Hvad går Gode Penges reform ud på?

I Gode Penge foreslår vi en pengereform, som placerer pengeskabelsen under offentligt og demokratisk kontrol. 

Praktisk set handler Gode Penges reform således om at adskille de to funktioner: Udlån og pengeskabelse. Pengeskabelsen skal gøres til et offentligt monopol under Danmarks Nationalbank, og de private banker kan fortsat stå for økonomiens udlån om end uden at skabe nye penge i processen. Reformen betyder at alle borgere, virksomheder, institutioner og banker (samt staten) får deres konti med deres dertilhørende penge flyttet til Danmarks Nationalbank eller til et nyoprettet offentligt organ under Danmarks Nationalbank. Betalinger mellem disse konti kommer herefter til at finde sted i Nationalbankens digitale infrastruktur og det bliver udelukkende Danmarks Nationalbank, der kan tilføre ekstra penge til kredsløbet. Private banker kan altså ikke tilføre nye penge til systemet gennem deres udlån.

Danmarks Nationalbank bestemmer herefter hvor mange penge, der skal være i økonomien. Beslutningen om en eventuel udvidelse af pengemængden vil være frigjort fra de private bankers profitmotiv og udelukkende finde sted under hensynet til jævn prisudvikling og økonomisk stabilitet. Privilegiet til at tjene penge på baggrund af at skabe samfundets penge vil være frataget bankerne og blive overdraget til staten repræsenteret gennem Danmarks Nationalbank. Nationalbankens monopol på at skabe penge vil herefter ikke kun gælde sedler og mønter, men også de digitale penge, der i dag udgør 95% af den samlede pengemængde.

Nationalbankens digitale infrastruktur og de penge, som er registreret i den, bliver de eneste penge staten accepterer til betaling af skat og bliver det sted hvor overførsel af løn og offentlige betalinger finder sted. På den måde sikres det at der ikke opstår alternative privatskabte betalingsmidler, der kan vokse sig så store at de direkte underminerer Nationalbankens monopol på at skabe penge. Finanstilsynets rolle bliver endvidere herefter at sikre at opblomstringen af private betalingsløsninger ikke udvikler sig til et niveau hvor de direkte truer Nationalbankens monopol og skaber økonomisk ustabilitet.   

Langt hen af vejen kan Gode Penges reform af pengesystemet forklares som et ønske om, at gøre banker til det størstedelen af den danske befolkning rent faktisk tror de er. Nemlig finansielle institutioner, der formidler folks overskydende opsparinger til folk, som efterspørger lån. Gode Penge arbejder altså for et system, hvor banker ikke skaber penge gennem deres udlån, men i stedet skal finde de penge de ønsker at låne ud før et lån overhovedet kan finde sted.

Se reformen forklaret her:

+ Hvad sker der med min privatøkonomi, virksomheders økonomi og samfundsøkonomien efter Gode Penges reform?

Optimalt set vil reformen blive gennemført på en sådan måde, at den almindelige dansker mærker mindst muligt til den. For privatpersoner og virksomheder vil reformen umiddelbart oplevelse ved at de får deres indestående på deres nuværende bankkonti overflyttet til den personlige konto i Nationalbanken. Indskydergarantien ophæves på alle konti i private banker. Borgernes tilbageværende indeståender i bankerne vil ikke længere kunne benyttes til at afregne med den offentlige sektor og vil heller ikke længere være garanteret af staten. Fremover vil samtlige udbetalinger fra det offentlige – løn, SU, tilbagebetalt skat mv. – gå direkte ind på de nyoprettede konti i Nationalbanken. Virksomheder vil fremover også kun kunne afregne skat for deres ansatte via deres konti i Nationalbanken.

“Fremover vil samtlige udbetalinger fra det offentlige – løn, SU, tilbagebetalt skat mv. –
gå direkte ind på de nyoprettede konti i Nationalbanken.”

På længere sigt vil reformen få større betydning for husholdningerne og virksomheder, da lån og finansiering ikke længere vil bero på de private bankers pengeskabelse, men derimod afhænge af andres opsparing. Dette vil have flere forskellige konsekvenser. For privatpersoner må det umiddelbart forventes at blive sværere at låne lige så mange penge lige så billigt som i dag, men samtidig vil lånebehovet også være markant mindre da boligpriserne forventes at stabilisere sig på et mere fornuftigt leje. Hvordan niveauet for renten og boligpriserne kommer til at placere sig efter reformen, afhænger på længere sigt af låntagernes og opsparernes adfærd, samt politiske beslutninger. Prisniveauet på boliger, og gældsætningen blandt privatpersoner, vil til gengæld ikke længere være resultat af bankernes profitsøgende adfærd.

For virksomheder, især små og mellemstore, er det svært at forestille sig at finansierings forholdene kan blive dårligere end de er i dag, da kun ca. 10 % af banksektorens udlån i dag går til finansiering af virksomheder. Hvis der opstår finansieringsproblemer er der dog masser af måder at løse dem på.

“For virksomheder, især små og mellemstore, er det svært at forestille sig at finansierings forholdene kan blive dårligere end de er i dag, da kun ca. 10 % af banksektorens udlån i dag går til finansiering af virksomheder.”

For det første er det vigtigt  at konstatere at der i dag er rigeligt med opsparing til både at finansiere bolighandler og virksomhedernes investeringer. I pensionsselskabernes er der placeret opsparinger for ca. 3.000  mia. mia. kr., som potentielt kan blive aktiveret. I dag er mange af disse midler enten placeret passivt i statsobligationer (som der efter reformen vil være markant færre af da staten ikke længere vil behøve at låne fra den private sektor), eller også er de placeret i de bobler, som bankerne puster op gennem deres pengeskabelse.

For det andet vil nationalbanken og politikerne efter reformen besidde de nødvendige redskaber til at imødekomme finansierings og likviditetsproblemer blandt husholdninger og virksomheder. I dag estimeres det at bankerne årligt tjener omkring 10 mia. kr. om året på deres privilegium til at skabe pengeDenne gevinst vil efter reformen i stedet komme hele samfundet til gode, og vil sammen med muligheden for at spendere moderate penge ud i økonomien kunne øge det offentlige råderum med ca. 30-40 mia. kr. om året.  Dette beløb vil kunne benyttes til at finansiere flere velfærdsydelser eller yde skattelettelser efter behov. Hvis nationalbanken og politikerne vælger både at fokusere på stabile renter, boligpriser og forbrugerpriser, vil det kunne styrke danske økonomi markant. De private husholdningers privatøkonomi vil være langt mere stabil, virksomhederne vil kunne gøres mere robuste og resistente, og økonomien langt stærkere.

+ Hvordan kan reformen blive realiseret?

Hvis og når en pengereform efter grundigt forarbejde bliver indført, bør det ske over en årrække. Implementeringen vil kræve bred politisk og faglig opbakning, foretaget under interesse eller pres fra befolkningen, embedsværket, akademikere og erhvervsliv. At give de penge, der skabes af Nationalbanken, status som eneste lovlige betalingsmiddel kræver politiske reformer og lovændringer. Men der er store dele af reformen, der ikke forudsætter politisk involvering. F.eks. kan Nationalbanken uafhængigt af de politiske processer give samtlige borgere en konto i Nationalbanken, og der er intet principielt til hinder for, at Nationalbanken kan udstede penge direkte til borgerne, uden om de private banker. Dette overvejes i øjeblikket af centralbankerne i Norge, Sverige, Storbrittanien, Kina, Rusland, Sydafrika, Canada mfl.

"At give de penge, der skabes af Nationalbanken,
status som eneste lovlige betalingsmiddel kræver
politiske reformer og lovændringer.”

Et vigtigt næste skridt i Danmark kan være at nedsætte en pengekommission samt at elementer af reformen inkluderes i de politiske partiers programmer. I dag er reformen skrevet ind i programmet hos Socialdemokraternes ungdomsafdeling DSU og Alternativet har i deres partiprogram indsat et ønske om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på muligheden for at implementere en pengereform.

Opgaven for os og vores støtter er at sætte denne dagsorden til debat blandt danske politikere, rådgivere, politiske ungdomsorganisationer og embedsfolk i centrale politiske og økonomiske organer.

Bank- og pengesystemet er i hastig udvikling og udfordres ikke blot politisk, men også gennem en eksplosiv teknologisk udvikling, der truer med at forrykke hele fundamentet for traditionel bankdrift. Med ganske små midler vil det i fremtiden være muligt for banker at kreditvurdere og udstede kredit uden at have kunderådgivere ansat og uden at være repræsenteret fysisk gennem lokalafdelinger. Banker vil i deres nye form passe perfekt ind i et system, hvor kun staten via Nationalbanken kan skabe samfundets penge. Bankerne ville nemt kunne kobles op på Nationalbankens betalingssystem og derigennem få mulighed for at drive deres nye forretning som egentlige formidlere af penge.

Det eksisterende banksystem er således i disse tider rigeligt udfordret. For Nationalbanken er udfordringen at følge med i den teknologiske udvikling. Det kan betyde, at Nationalbanken må åbne sin digitale infrastruktur for et fremtidigt banksystem, hvor Nationalbanken ikke blot har monopol på skabelsen af sedler og mønter, men også de digitale penge, der udgør økonomiens vigtigste betalingsmiddel.

Vi forestiller os i sagens komplicerede natur ikke, at nogen reform kan implementeres udelukkende på baggrund af nærværende skitse der selvfølgelig åbner for talrige spørgsmål. Men vi håber, at skitsen kan inspirere til diskussioner og studier i partier, organisationer, embedsværk og blandt interesserede borgere – således at evt. videre skridt i retning af en pengereform kan foretages på et grundlag, der både trækker på reel viden om det nuværende pengesystem og næres af en vision om en mere effektiv og moderne ordning.

+ Hvad bliver Gode Penges reform kritiseret for?

I løbet af de sidste par år er det lykkedes at få skabt opmærksomhed og debat omkring bankernes evne til at skabe penge gennem deres udlån. Det er vi selvfølgelig både stolte og glade for. Men når vi samtidig foreslår en fundamental reform af systemet har det selvfølgelig affødt kritik. Kritikpunkterne er forskelligartede og somme tider modsatrettede. Her gives et udsnit af nogle af de vigtigste kritikpunkter.

En af de mest almindelige indvendinger imod vores reform er, at den vil føre til inflation. Kritikere frygter, at politikere op til valg vil skabe særligt mange nye penge for at købe sig til folkets gunst, og de vil glemme det langsigtede, makroøkonomiske perspektiv. Overdreven pengeskabelse, dvs. penge skabt uden at investering, produktion og forbrug følger med, vil være inflationær. Denne indvending er selvfølgelig reel. Men netop derfor er det helt essentiel at beslutningen om, hvornår og hvor mange penge der skabes separeres fra beslutningen om, hvor disse penge skal hen i økonomien. Det første skal nationalbanken stå for, mens det andet skal besluttes af folketinget. I dag træffes begge beslutninger af bankernes kreditmodeller - dvs. ledelsen i de private banker. Hvorvidt denne model er bedre end vores er et politiske spørgsmål snarere end et økonomisk og handler i bund og grund om, hvilken politisk styreform vi ønsker.

En anden ting vores forslag kritiseres for, er at være ufleksibelt og for at ville forhindre små og mellemstore virksomheders adgang til kredit når de har brug for det. Denne bekymring er reel og skal tages seriøst. Kredit kan skabe økonomisk dynamik og udvikling. To forbehold skal dog tages i forhold til denne kritik. Det første er, at der hverken på nuværende tidspunkt eller efter en reform er noget til hinder for at to handlende parter kan yde hinanden kredit. Men kredit må ikke forveksles med penge. Problemet i dag er, at bankerne ikke bare udsteder kredit, men at deres kreditter accepteres til betaling af skat og garanteres af staten og derfor kan benyttes som penge. Dermed er udstedelsen af dem også behæftet med systemisk risiko. Dette ønsker vi at gøre op med, ved at skabe et mere klart skel mellem, hvad der er penge og hvad der blot er kredit, samt hvad der er privat virksomhed og hvad der er offentlige institutioner med et bredt hensyn. 

Det andet forbehold er, at det i dag allerede er umuligt for små virksomheder at få lån i en bank, hvis ikke kan stille en bolig til sikkerhed eller har en statsgaranti i ryggen. Det vil sige at stort set alle lån til små virksomheder i dag i praksis enten er statslån eller boliglån og det vil sige at risikoen ved lånene enten bæres af staten eller er bundet til boligen. Det nuværende pengesystem har dermed vist sig at være alt for fleksibelt, hvad angår lån til handel med allerede eksisterende boliger, men for ufleksibelt hvad angår kredit til små og mellemstore virksomheder. En af de vigtigste elementer ved vores reform er, at den offentlige sektor i pengeskabelsen netop får et redskab, som kan benyttes aktivt i forhold til at øge små og mellemstores adgang til penge.

En tredje kritik vi møder er, at en opdatering af nationalbankens monopol på pengeskabelsen er centralistisk og vil fører til øget statsovervågning. Denne kritik, som vi mener bør åbne op for masser af yderligere debat, tager vi dybt alvorlig. Et par kommentarer kan dog knyttes til kritikken. For det første arbejder vi ikke for afskaffelsen af vores kontanter, men derimod blot for et digitalt alternativ. Vi ser i udgangspunktet ikke nogen grund til at afskaffe de fysiske kontanter. For det andet overvåger staten os allerede via CPR-, sundheds og skatteregistreret mv. og de transaktionsoplysninger, som vi i Gode Penge ønsker at placere i Danmarks Nationalbank, ligger allerede den dag i dag hos private virksomheder som Nets og Danske Bank.

Når det er sagt, støtter vi selvfølgelig op omkring en yderligere debat om overvågning i forbindelse med digitalisering i det hele taget. En af de muligheder som kan overvejes i forbindelse med en pengereform er, at give borgerne mulighed for at holde de penge centralbankerne skaber decentralt på en computer, tlf. eller lignende. 

En sidste og helt central kritik vi møder er i forhold til Danmarks internationale relationer til EU og de internationale kapitalmarkeder. Det korte svar på denne kritik er, at hvad angår forslaget om, at borgere får en konto i Nationalbanken, så forhindres dette i dag hverken af europæisk eller dansk lovgivning. Adgang til Nationalbanken er udelukkende reguleret af Nationalbankens egne kontobestemmelser. Derfor vil dette element af reformen i princippet kunne vedtages af Nationalbanken uden direkte politisk indblanding. Dette finder vi dog i sig selv problematisk da en ændring af nationalbankens mandat burde være et politisk anliggende.

I forhold til at placere pengeskabelsen hos nationalbanken åbner EUF-traktatens Artikel 123, stk. 2 op for, at staterne kan finansiere sig uden om de private banker. Således står der her at “offentligt ejede kreditinstitutter, som i forbindelse med forsyningen med reserver fra centralbankernes side skal have samme behandling af de nationale centralbanker og Den Europæiske Centralbank som private kreditinstitutter. ”

Dette giver mulighed for, at pengeskabelsen kan gennemføres via et offentligt ejet pengeinstitut, fx statens bank Finansiel Stabilitet (og/eller Vestjysk Bank som er 80% ejet af den danske stat). Pengeskabelse ville i praksis kunne fungere ved, at de penge, der løbende skabes af Nationalbanken, benyttes til at opskrive Finansiel Stabilitets konto i Nationalbanken. Finansiel Stabilitet kan efterfølgende benytte de nye penge til at opkøbe statsobligationer af den danske stat, som derefter vil kunne spendere provenuet ind i økonomien enten gennem offentligt forbrug, borgerdividende, skattelettelser eller långivning.

I forhold til konsekvenserne for international handel og den frie bevægelighed for penge og kapital, er det afgørende hvorvidt udenlandske aktører skal have adgang til at holde konti hos nationalbanken. Hvis det tillades at give udlændinge adgang til at holde konti i vores nationalbank, som kun ved et totalt samfundsmæssigt sammenbrud kan gå konkurs, må reformen forventes at gøre Danmark til et ‘safe-heaven’ for internationale penge. Dette vil presse kursen på kronen i vejret. At kronen bliver mere værd kunne umiddelbart lyde positivt, men det vil selvfølgelig have en negativ effekt på vores internationale konkurrenceevne.

Danmark har gennem mange år valgt at holde kursen på den danske krone fast i forhold til euroen. Der er gode argumenter både for og imod fastkurspolitikken. Her skal vi nøjes med at fastslå, at pengereformen ikke lægger tekniske forhindringer i vejen for den.

I dag holder Nationalbanken valutakursen fast gennem køb og salg af fremmed valuta, som i praksis primært består af indeståender i udenlandske banker. Denne form for valutahandel vil stadigvæk være mulig efter en reform; den kræver blot Nationalbankens fortsatte adgang til Bank of International Settlements og diverse internationale børser. Efter en pengereform vil Nationalbanken, ud over direkte handel med udenlandsk valuta, også kunne benytte pengeskabelsen og renten til at kontrollere valutakursen. Dette bør dog kun benyttes i tilfælde, hvor Nationalbanken ønsker at foretage langsigtede svækkelser af kronekursen.