Der er blevet skrevet fyldelstgørende anmeldelser af Mikkel Thorups seneste bog 'Fællesøkonomi' (sptember 2022), blandt andet af Emma Holten i Altinget og Rune Møller Stahl i Information. Derfor skal dette ikke ses som en anmeldelse, men som en kommentar til et af de 9 kapitler, som bogen berører, nemlig kapitlet om tid.

Af Mads Thunestvedt

Selvom de fleste borgere i kapitalistiske samfund har hørt udtrykket "penge er tid" er koblingen mellem tid og penge sjældent behandlet i debatspalterne og kommentarsporene. Derfor giver det et spinkelt håb, at Mikkel Thorup har givet en god introduktion til at diskutere netop denne kombination.

For tid er blevet en knap ressource, trykket sammen af et konstant forøgelsesimperativ, som gør at Netflix største konkurrent ikke er HBO, men din natlige søvn. I bogen citerer Mikkel Thorup geografen David Harvey, som beskriver neoliberalisme som en øget bevægelse mod time-space compression. Det kan ses gennem teknologier, som fx containerskibe og satellitforbindelser, der presser både tid og rum sammen, så det bliver – med Harveys ord – "svært at opretholde nogen sans for historisk kontinuitet, når man forældes af den flexible akkumulations forandring og foreløbighed". Det kan i vores tid ikke komme som den store overraskelse, når fisk fra Norge bliver pakket i Kina, før de lander på tallerkener i Danmark. Og når man på samme tid via internettet kan holde forbruget i gang igennem det antropologen David Graeber i bogen ‘Bullshit Jobs’ har kaldt for “uafhængige forudsigende tidsintervaller”, hvor du kan shoppe når som helst og hvor som helst, hvilket stjæler både køberens og sælgerens tid.

Derfor bliver det interessant når Thorup peger på alle de steder i vores hverdag, hvor vi kan se tiden blive blive reduceret til banale reklamer for konkurrence og merforbrug. Det kan være studerende, der på første studiedag bliver mødt med skilte, der tilbyder et "forspring" eller Apples urreklamer, der på en eller anden måde gør at du "får mest ud af tiden". Generelt er det et virkelig interessant kapitel, hvor man mest af alt har lyst til at gøre oprør ved at tage fri og lægge sig under dynen og give tidsoptimisterne en stor fuckfinger.

På ét sted hopper Mikkel Thorup dog over noget – set med Gode Penges øjne – essentielt. I forbifarten nævner Thorup bogholderkunsten, som en metode for det tidlige handelssamfund til at overtage "kirkens monopol på tidsbestemmelse". Enhver der har læst Ib Ravns bog "Penge som Tryllestøv" vil kigge en ekstra gang på ordet ‘bogholderkunst’. For det er netop denne kunst, der er smøringen på den finanskapitalistiske time-space compression, der har accelereret tiden ved at lave penge som tryllestøv. Uden at tage noget væk fra Thorups kapitel om tid, kunne denne forbindelse godt være lavet, idet penge skabt som gæld nødvendigvis vil føre til en konstant sammenpresning af fremtiden til fordel for akkumulationen af mere gæld og flere penge.

Det er generelt en overset pointe i både historiefaget og samfundsliteraturen at den dobbelte bogholderkunst, kapitalisme og kolonialisme har samme oprindelsespunkt, nemlig Banco Di San Giorgio i Genoa. (Både Ib Ravns bog ‘Penge som Tryllestøv’ og Jason Moore og Raj Patel kapitel ‘Cheap Money’ i bogen “A History of the World in Seven Cheap Things” gennemgår Banco di San Giorgios ‘opfindelse’.) Denne bank var den første private virksomhed, der knækkede koden til at udstede flere penge udenom de statslige mønttrykkere i 1408. Og selvom der skulle gå cirka 600 år har denne 'opfindelse' fået vind under sejlene med digitaliseringen af penge, der – som Gode Penge har bevist – har medført en enorm stigning i den samlede pengebeholdning. Sammenholdt med Thorups pointer om sammenpresningen af tiden gennem en dereguleret og global økonomi kan man tilføje, at denne stimuleres af forøgelsen af pengemængden, som kun presser tiden yderligere sammen i et højere tempo.

Det er en pointe, der er værd at huske, nu hvor vi som menneskehed – ifølge FN – er i kamp med tiden for at redde en nogenlunde beboelig klode.