Bankerne får kritik af folketingskandidat

Anders Stjernholm, folketingskandidat for Alternativet, kritiserer bankerne i en kronik i Politiken 5. oktober 2018.

 Anders Stjernholm er folketingskandidat for Alternativet

Anders Stjernholm er folketingskandidat for Alternativet

Bankerne er blevet en kræftsvulst, som ødelægger hele samfundet. Det er tid til det store opgør - alle kneb gælder

Problemerne med vores banker er langt mere omfattende end blot hvidvask og skattekriminalitet. Store dele af finanssektoren er pilrådne.

Bankverdenen har udviklet sig fra at være en praktisk sektor, der fordelte vores midler rundt i samfundet, til en parasit, der suger livet ud af vores økonomi. Hvis vi ikke stopper denne cancer, risikerer vi ruin for hovedparten af befolkningen.Det her skal fikses for vores egen og for bankernes skyld.

Se på det således: Bankerne og finanssektoren er vores samfunds regnskabsafdeling. De administrerer pengene og fordeler dem i de andre afdelinger, således at vi som samfund får mest ud af dem. Problemet er, at bankerne i dag ikke gør det arbejde ordentligt. De gør det faktisk elendigt og meget dyrt. Enhver virksomhed med en unødigt stor regnskabsafdeling ville også få problemer.

I sin helhed er finanssektoren niveauet under det politiske system og Nationalbanken. Det kan anskues som en pyramide, hvor bankerne udgør et lag relativt højt oppe. Det lag skal være der. Det er vigtigt for vores økonomi, at der er en sektor, der har et økonomisk overblik og sørger for, at pengene fordeles bedst muligt. Problemet er: Den nuværende udgave tager en uforholdsmæssigt stor andel af pengene til sig selv.

Det er ikke menneskene i finanssektorens fejl. Det er en systemisk fejl. For de færreste har et komplet overblik over systemet. Mig selv inklusive – men når vi ser på, hvordan vores økonomi kører, så synes det i mine øjne klart, at bankerne og finanssektoren suger livet ud af vores generelle økonomi som en kræftsvulst.

Igennem verdenshistorien har de grådigste i samfundet altid arbejdet med selve pengene. De grådigste gik efter guldet. Fordi guldet var selve grundlaget for vores betalingssystem. I dag kan man også arbejde med medicin eller it og blive godt betalt. Men den reneste grådighed findes der, hvor den altid har været: i selve forvaltningen af vores penge og betalingssystemer Derfor bør denne sektor af vores samfund altid være under nøje opsyn. Danske Bank-skandalen understreger også dette behov.

De, der sidder på kassen, må forvente, at vi holder ekstra øje med dem. Derfor bliver jeg utryg, når vi har en nu forhenværende erhvervsminister, der bad os om at »stoppe mobningen af bankerne«. Det kræver ikke stor økonomisk indsigt at se, at bankerne i lang tid ikke har løst deres opgave værdigt tid. Desuden kan disse milliardoverskudsgenererende mastodonter nok godt leve med, at vi driller dem. Og med ’drille’ mener jeg ’gør opmærksom på alvorlige systemiske problemer, der truer vores samfunds stabilitet’. Det er ikke nogen antikapitalistisk propaganda, jeg forsøger mig med her. Faktisk bør især kapitalister være opmærksomme på problemet – for det truer selve kapitalismens kerne.

Kapitalisme handler om, at kapital bliver reinvesteret, således at man skaber vækst til gavn for alle. Men at det kan lykkes kræver, at investeringerne er aktive – at de vedkommer andre. Investeringer i produktion, forskning og uddannelse er aktive investeringer. Når pengene lægges i ejendomme eller ren finansspekulation, er det passive investeringer, som næsten udelukkende tjener det formål at skaffe flere penge til investoren. Og beklageligvis er det netop den slags investeringer, som har været mest lukrative de sidste årtier.

Det er den form for finansialiseret kapitalisme, som risikerer at blive enden på selve konceptet. Hvis ikke de ivrigste kapitalister selv kan se, at finanssektoren er i gang med at pervertere ideologien kapitalisme, så står vi med en svær opgave foran os. De, der lever af reel kapitalisme: produktion, distribution, byggeri og salg – står forrest i køen blandt alle os, der bliver snydt af dette system. Ergo bør de også være de vredeste.

Finanssektorens unaturligt gode vilkår gør jo, at andre sektorer i erhvervslivet ikke kan konkurrere med den. De gunstige lønforhold betyder, at flere unge talenter vælger CBS frem for DTU, og man kan vel ikke bebrejde de bedste i arbejdsstyrken, at de af den samme grund vælger jobs i banker og forsikringsselskaber frem for i produktionsvirksomheder. Det er jo netop det, man lærer som god kapitalist. Der er risiko for reel hjerneflugt, hvis vi ikke tager den problematiske udvikling alvorligt.

Beklageligvis er en af årsagerne til problemet også den, at finansøkonomi er ret kedeligt og ret svært. Da jeg gik på handelsskole (hhx) og modtog undervisning i fag som afsætningsøkonomi, indså jeg gradvist, at fagligheden meget handlede om basal matematik pakket ind i lange ord, som var svære at huske. Finansiel virksomhed har taget denne tendens videre: derivater, renteswaps, valutafutures, gearing osv. Som komikeren John Oliver har slået fast: »Hvis du vil gøre noget ondt, så gør det kedeligt«. Denne smarte lille regel er tilsyneladende en favorit i bankverdenen.

For det her er så absolut kedeligt. I min stræben efter at forstå pengeøkonomi er jeg ikke sjældent faldet i søvn med hovedet i teksterne – og derpå vågnet med adrenalinen buldrende, fordi min retfærdighedssans dirrede, når jeg indså flere faktorer af ligningen. Moderne bankvirksomhed er meget kompliceret matematik pakket ind i meget lange ord. Og flere af de lange ord dækker over produkter, som ikke har nogen reel værdi for vores samfund. Mange finansielle produkter er blot skabt for at sikre nogle mennesker mere gevinst. Og når der kommer flere mennesker, der gerne vil have større gevinst i en voksende finanssektor, får vi et system, der er tvunget til at sørge for sig selv for ikke at kollapse. Fra at have været en sektor, der ydede samfundet den service at fordele pengene, betyder finanssektorens sammensætning, at mange af pengene bliver inden for dens egne rammer. Og dermed bliver dynamikken i vores samlede økonomi kvalt.

Langsomt nærer finanssektoren sin egen vækst. Ligesom cancer gør det.

Den romantiske gamle tanke om, at aktiemarkedet handler om, at mennesker med penge i overskud kan kanalisere disse penge til mennesker med gode ideer, skal dø. Fordi sådan er det ikke længere. Meget af vores vækst – og retfærdig pengefordeling – går tabt, fordi alt for mange penge recirkulerer i finanssektoren. I USA er det hele 85 procent af de penge, der lægges i aktier, som aldrig ser de virksomheder, der investeres i – pengene bevæger sig blot fra den ene aktiespekulant til den anden. Aktiemarkederne har vokset sig til monstre af grådighed, hvor computere foretager lynhandler på mikrosekunder og skaber gigantprofit til mennesker, der i forvejen sidder på en uforholdsmæssigt stor del af vores samlede kage. Samtidig er vores boligmarked også blevet en pengemaskine for finanssektoren.

I dag køber banker for eksempel selv broderparten af de realkreditobligationer, deres egne realkreditinstitutter har udstedt. På grund af finanssektorens incestuøse handelsmetoder er den dermed med til at presse priserne op. Hvilket naturligvis giver større boliglån – med en større fortjeneste til de selvsamme banker. Således betyder en boligskattesænkning for eksempel ikke, at borgerne i Danmark får synderligt flere penge mellem hænderne.

Den lavere boligskat betyder blot prisstigninger på boligerne, som bankerne tjener penge på at låne os penge til. Også her er finanssektoren en cancersvulst på vores økonomi. Derfor bekymrer det mig, når vores finansminister, Kristian Jensen, ser entydigt positivt på de stigende huspriser. Der er en ret åbenlys bagside, og den bør alle partier kunne se – og især en finansminister.

Et overordnet systemisk problem i det her er, at bankerne i dag skaber hovedparten af vores nye penge via udlån. Det er ikke længere til diskussion. Det er efterhånden slået fast af eksperter i ind- og udland. Mængden af penge i Danmark er steget fra 450 milliarder i 2003 til 1.150 milliarder i 2017. Og pengene er først og fremmest endt i lommerne på dem, der er øverst i pengehierarkiet – i toppen af pyramiden.

Hvis mange af disse begreber giver dig hovedpine, så forstår jeg det godt. Finanssektoren er vanskelig at overskue. Det, mange almindelige mennesker står med, når de orienterer sig om finanssektoren, er en fornemmelse af, at noget er galt. Og det er ikke forkert. Noget er fuldstændig galt. At flytte penge skaber jo ikke noget. At bygge ting, producere ting, at hjælpe andre – det skaber noget. Alligevel er det den sektor i vores samfund, der står for at flytte penge, der tjener mest og vokser mest. Diagnosen er cancer. Og erkendelsen af problemet er første skridt. Hvis vi kan blive enige om det, kan vi se på løsningerne.

Problemet kan løses på mange måder. Og jeg er fan af dem alle sammen. Vitterlig. Hvad som helst, som kan dæmpe symptomerne eller begrænse den cancerlignende parasit, som finanssektoren har udviklet sig til, tilslutter jeg mig gerne. Naturligvis ser jeg helst en omfattende reform – men mindre skridt kan også gøre det i første omgang. Blandt de fornuftige forslag er blandt andet:

Ved at foretage en opsplitning mellem erhvervsbanker og øvrige finansielle institutioner kan vi dæmpe lidt af den hysteriske investeringslyst, der skaber den økonomiske overophedning. Det giver også mulighed for at indføre en statsgaranti på alle indlån, således at en bankkonkurs i en opsparingsbank ikke kommer til at gå ud over kunderne.

Denne idé er ikke ny eller alternativ. Faktisk blev den i USA indført i kølvandet på børskrakket i 1929. I 1933 blev loven – kaldet Glass-Steagall – vedtaget og fungerede faktisk udmærket frem til 90’erne, hvor Bill Clintons regering i 1999 afskaffede den. Efterfølgende har økonomer som nobelpristager Joseph Stiglitz peget på netop fjernelsen af Glass-Steagall-loven som en af årsagerne til finanskrisen i 2008. For at dæmpe det mest hysteriske og uhensigtsmæssige investeringsvanvid bør vi indføre en skat på finansielle transaktioner.

En sats som 0,1 procent på aktieog obligationshandler er nok – og er også blevet foreslået af EU tidligere. Det vil samtidig indbringe samfundet op mod 6,5 milliarder kroner om året.

Et mindre forslag – som jeg indtil for nylig troede, at de fleste på Christiansborg også kunne skrive under på – skulle være at begrænse bankernes mulighed for at plukke boligejere via de såkaldte bidragssatser – gebyrer på realkreditlån. Disse betales altså er ud over renterne, som i disse år er meget lave – set fra udlåners perspektiv. Derfor er bidragssatserne vokset eksplosivt siden 2008. Fra 0,5 procent til 0,75 procent af lånet. Det er en stigning på 50 procent over et årti – og realkreditinstitutterne forsøger ikke at bremse udviklingen.

Derfor stillede SF i vinter et forslag i Folketinget om at lægge loft over bidragssatserne, men hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti stemte for. Jeg undrede mig ikke så lidt over, at disse ellers lighedsorienterede partier ikke så den mulighed for at gøre deres vælgere en tjeneste. Selvom jeg ønsker hvilke som helst af disse forslag vedtaget i Folketinget, er der én ting, der fremstår vigtigst: at få pengeskabelsen ud af private hænder.

Som nævnt tidligere bliver hovedparten af nye penge i vores system ikke trykt eller skabt af Nationalbanken. De kommer til verden som gæld skabt af private banker, når kunderne låner penge. Dette er i mine øjne hovedårsagen til mange af de finansielle problemer, vi står med i dag.

Et privat erhvervsliv er vigtigt og gavnligt for et samfund. Men nogle opgaver er ganske enkelt så vigtige og/eller lukrative, at de bør udføres af staten, således at overskuddet går til os alle. At skabe penge er en sådan opgave. Hvis Nationalbanken og ikke private banker står for at bestemme, hvor mange nye penge der skal ud i samfundet, vil vi selvsagt få en langt mere stabil økonomi –for vi vil undgå de decideret latterlige store summer, der er blevet sprøjtet ud fra profitorienterede banker.

Denne løsning vil sikre en ansvarlig, gennemsigtig og demokratisk proces til gavn for alle. Og så er den jo ret simpel – for det er egentlig bare den model, de fleste tror, vi allerede har. Det var på tide at gøre noget ved bankernes magt og privilegier for 10 år siden, da finanskrisen ramte. Dengang dummede vi os, for at sige det ligeud. Vi købte den illusoriske forklaring om, at finanssektorens velbefindende var det vigtigste for vores samfunds økonomiske struktur. Det er det ikke. Det er menneskerne i bunden af pyramiden, der er de vigtigste for, at vi har en sund økonomi. Og flowet af penge, ressourcer og ydelser imellem alle lag af samfundet er vigtigt. Og det hele lider under finanssektorens nuværende cancereffekt.

Systemet fejler tydeligvis noget, og diagnosen er klar nok. Spørgsmålet er, om vi har lægerne – i form af politikere – der tør operere patienten?

Anders Stjernholm